Transperson.dk

Stop sygeliggørelsen af transkønnede!
Den 14. marts 2011 blev der afholdt en høring om transkønnedes vilkår og behandling
på Christiansborg. Her blev der ytret et bredt ønske om, at fjerne diagnoser
vedrørende kønsidentitet fra listen over sygdomme og helbredsproblemer. Derfor
belyses i det følgende behovet for og konsekvenserne af diagnoserne.
Det konkluderes, at diagnoserne stigmatiserer de transkønnede og er overflødige i
forhold til at yde behandling. Vi opfordrer på baggrund heraf til, at de fjernes fra den
danske version af sygdomsklassifikationen.

Diagnoserne stigmatiserer og afholder transkønnede fra at søge hjælp
Levevilkårsundersøgelsen Lige og ulige? Homoseksuelle, biseksuelle og
transkønnedes levevilkår der bestod dels af en surveyundersøgelse gennemført blandt
27.000 af analyseinstituttet Catinet repræsentativt udvalgte borgere, dels af en
internetbaseret undersøgelse der rekrutterede besvarelser igennem hjemmesider rettet
imod transkønnede, homo- og biseksuelle. I følge survey har 62% af de transkønnede
aldrig fortalt andre, at de er transkønnede og som en informant sagde har dette stor
betydning:
”Jeg har truffet valget ikke at fortælle det. Dels pga. usikkerheden for reaktionerne, selvom jeg tror, de vil tage det ganske pænt. Men den der lille nagende tvivl om, hvordan de ville tage det. Det har selvføl- gelig også en vis personlig omkostning, at en relativ stor del af mit liv holder jeg skjult for dem, som jeg ellers har det godt sammen med og snakker med om alt. Og det er da ubehageligt, at der er en så stor del af mit liv, som jeg ikke kan dele med dem.” (1). LGBT Danmarks rådgivning møder transkønnede, som fortæller om deres overvejelser at de er plaget af skyld og skamfølelse over at have en identitet, der adskiller sig fra flertallet i befolkningen. Rikshospitalet i Norge udtaler, at det er vigtigt, at transkønnede modtager kønskorrigerende behandling så tidligt som muligt for at undgå at udvikle depression, angst, misbrug, personlighedsforstyrrelser og andre psykiatriske lidelser (2). Der er ikke lavet nogen undersøgelse over gennemsnitsalderen for opsøgning af kønskorrigerende behandling herhjemme, men i England er den 42 år (3). På New Zealand, har der i gennem 15 år været mulighed for udstedelse af et pas med kønsbetegnelsen X uden forudgående diagnostisk udredning af de transkønnede (4). Hvis erfaringerne herfra overføres til danske forhold bør 45 personer årligt søge om et sådant pas i Danmark. Herhjemme kræver udstedelse af et pas med kønsbetegnelsen X imidlertid psykiatrisk udredning og diagnosticering og der har kun været fem ansøgninger om et sådant pas i de første fem måneder siden den nuværende ordning blev indført (5)(6). For personer, der ønsker at bære et fornavn, der ikke er godkendt til deres genitalkøn kræves tilsvarende psykiatrisk udredning og diagnosticering. Ifølge email fra Familiestyrelsen har der herhjemme været 6 ansøgninger om navneændring fra transseksuelle eller personer, der ganske kan ligestilles hermed i perioden 1. oktober 2009 til 27. januar 2011 svarende til 4,5 ansøgninger årligt (7). De psykiatriske diagnoser og den udredning, der er forbundet med dem fører til
stigmatisering. Der er dokumentation for, at stigma påvirker menneskers psykiske og
sociale trivsel negativt (8). De øger den transkønnedes skamfuldhed i forbindelse med
sin identitet og fører til at transkønnede først sent i livet søger behandling og at kun et
fåtal af de transkønnede, der kunne have gavn af fx ændrede dokumenter søger om
dem. Vi opfordrer derfor til at diagnoserne vedrørende kønsidentitet afskaffes.
Diagnoserne er diskriminerende
I diagnosen F64.2 fremgår direkte, at et symptom på transkønnethed hos børn er at de
klæder sig på en måde eller foretrækker aktiviteter, som er typiske for personer af et
andet genitalkøn end deres eget (9). I modsætning til andre psykiatriske tilstande er
det afgørende altså ikke, om personens adfærd i sig selv er afvigende, men derimod at
den afviger fra forventningerne til en person med pågældendes genitalkøn. Adfærden
i sig selv kan, som Kelley Winthers påpeger, meget vel betragtes som helt normal
eller endda eksemplarisk for andre børn (10, s. 4). Diagnosen F64.2 udtrykker dermed
direkte diskrimination betinget af fysiske egenskaber ved kroppen.
Diagnosen F64.0 indeholder ikke direkte referencer til kønsstereotyper. Alligevel
viser det sig i praksis, at de personer, der varetager udredningen af transkønnede
lægger vægt på stereotyperne, hvilket fx ses i forbindelse med de noteringer, der gøres
om den transkønnedes påklædning, smykker, makeup, hårlængde og sågar typen af
undertøj under den somatiske undersøgelse. Kriterier som i vidt omfang adskiller sig
fra gennemsnitsbefolkningens kønsudtryk i samfundet.
Det bør i denne forbindelse bemærkes, at så sent som for 77 år siden eksisterede der
faste forestillinger om, at mennesker af en anden etnicitet eller hudfarve havde
handlemønstre, der adskilte sig så meget fra danskernes, at de blev udstillet i
zoologiske haver til offentlig beskuelse (11)!
Vi tager skarpt afstand fra enhver form for diskrimination eller forventninger om
menneskers adfærd uanset, om disse begrundes i etnicitet, hudfarve, genitalkøn eller
andre fysiske egenskaber! Vi opfordrer derfor til at diagnoserne vedrørende
kønsidentitet afskaffes.
Kønskorrektion er et forståeligt ønske
Ønsket om at ændre på det fysiske køn kan indenfor samfundets normer synes
uforståeligt, men når man betragter de liv, som de transkønnede lever stiller
situationen sig anderledes.
Mange, men ikke alle, transkønnede beskriver, at de har oplevet en følelse af
anderledeshed eller forkerthed i forhold til det køn de blev opdraget med helt siden de
var børn. De har måske følt en uforklarlig samhørighed med børn af det modsatte af
det køn de blev opdraget i, men har oplevet, at omgivelserne omkring dem ikke
accepterede dette og gav dem plads til at være sig selv.
Fordi netop genitalkønnet har været årsag til de kønsstereotype forventninger, der er
blevet tillagt dem og til at omverdenen har behandlet dem i strid med deres egen
oplevede identitet er ønsket om at ændre kroppen så den bringes i overensstemmelse
med personens identitet fuldt forståeligt.
Når en transkønnet vælger at gennemgå social, hormonel og/eller kirurgisk
kønskorrektion er det således ikke udtryk for utilpasset adfærd, men snarere udtryk
for tilpasset adfærd. Der er derfor ikke basis for at karakterisere transseksuelles ønske
om kropslige ændringer indenfor psykiatrien og vi opfordrer til at diagnoserne
vedrørende kønsidentitet afskaffes.
Respekt
Begrebet kønsidentitetsforstyrrelse indeholder underforstået betydningen, at den
transkønnedes selvopfattelse er forkert og at den transkønnede i virkeligheden er en
person af et andet køn, end personen føler. Diagnoserne respekterer således ikke den
transkønnedes selvopfattelse og påtvinger personen en følelse af forkerthed. Samtidig
legitimerer diagnosen at andre mennesker med god ret kan blive ved med, at omtale
den transkønnede på en måde, der strider imod dennes selvforståelse (10, s. 2).
Som nævnt tidligere mener vi ikke, at man udelukkende på baggrund af en
betragtning af et lille barns genitalier er berettiget til at påtvinge dette barn
forventninger om hvordan det skal udvikle sig senere i livet. Det betragtes som en
menneskeret at kunne definere og få anerkendt sin kønsidentitet (12). Vi tager derfor
skarpt afstand fra klassifikationer, der legitimerer at menneskers kønsidentitet ikke
respekteres og opfordrer til at diagnoserne vedrørende kønsidentitet afskaffes.
Behandlingen
Transkønnede opfattes som mennesker tildelt et forkert køn eller en forkert krop! Der
findes ikke evidens for, at transkønnede kan behandles udelukkende med
samtaleterapi (2)(13). Omvendt findes der solid dokumentation, herunder en
metaanalyse af 28 studier udgivet i 2010 og flere udtalelser fra bl.a. AMA og
WPATH, der vidner om god effekt af kønskorrigerende behandling (14)(15)(16).
De psykiatriske diagnoser relateret til transkønnede skaber forvirring omkring
hvordan man skal forholde sig til transkønnede. LGBT Danmark kender eksempler
på, at transkønnede er blevet opfordret til at søge psykiatrisk behandling med henblik
på at ændre deres identitet. Dette er problematisk, fordi der ikke er evidens for, at
noget sådant er muligt og fordi at det i konkrete tilfælde har ført til at personerne ikke
har opsøgt relevant kønskorrigerende behandling før langt senere i livet. Vi opfordrer
derfor til at diagnoserne vedrørende kønsidentitet afskaffes.
STP-2012
Internationalt er der blandt transorganisationerne bred opbakning til en afskaffelse af
diagnoserne relateret til transkønnede således har STP-2012 initiativet opnået
tilslutning fra hele 230 organisationer. Frankrig har allerede afskaffet de psykiatriske
diagnoser knyttet til transkønnede.
Vi opfordrer til at diagnoserne vedrørende kønsidentitet også afskaffes herhjemme.
Diagnoserne er overflødige
Den europæiske menneskerettighedskommisær Thomas Hammarberg skriver i sin
rapport Human Rights and Gender Identity, at der ud fra et menneskerettigheds-
mæssigt eller sundhedsmæssigt perspektiv ikke kræves en psykiatrisk diagnose for at
yde hjælp til mennesker med behov for behandling (17).
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det igennem mange år har været muligt for myndige mennesker at blive frivilligt steriliserede uden at dette har krævet at de blev påhæftet en psykiatrisk diagnose. Tilsvarende må være muligt, også når der er tale om kastration med henblik på kønskorrektion. Et konkret behandlingsforløb viser i øvrigt, at diagnosen F64.0 ikke er nødvendig for behandling af en transkønnet person. En transkønnet kvinde har således modtaget behandling for uønsket hårvækst under diagnosen hirsutisme, stemmetræning under diagnosen dysphonia, deponering af arvemateriale under diagnosen donor af andet væv eller organ. End ikke Sexologisk Klinik selv har anvendt diagnosen F64.0 under det 2 ½ årige samtaleforløb. Det eneste sted, hvor F64.0 er anvendt i forbindelse med behandlingen er hos den behandlende gynækolog, der i et brev har sammenlignet personen med ”kvinder, der mangler deres hormonproduktion”. Denne formulering lægger op til, at hormonbehandling kunne tilbydes for hypogonadisme, hvis F64.x hierarkiet ikke eksisterede. Som det ses er diagnoserne F64.x derfor ikke nødvendige for behandling af transkønnede. Det har været anført, at diagnoserne var vigtige for at muliggøre statistik og forskning indenfor feltet. Imidlertid bør det her fremhæves, at Europarådets Ministerkomité i anbefaling CM/Rec(2010)5 påpeger, at medlemslandene ikke bør foretage unødvendige registreringer af menneskers seksuelle orientering eller kønsidentitet (18). Dette svarer i øvrigt til, at man ikke foretager unødig registrering af menneskers etniske eller religiøse tilhørsforhold. Selvom der kan være forskningsmæssige eller statistiske interesser forbundet med at have viden om eksempelvis menneskers etnicitet, religion, seksualitet eller kønsidentitet må forskerne derfor acceptere at en sådan indgriben i menneskers privatliv ikke foretages. En søgning i PubMed med følgende Mesh-termer illusterer i øvrigt, at en diagnose ikke er nødvendig for at der kan foretages forskning: Artikler registreret i PubMed fordelt på Mesh-termer og årti.

Det bemærkes, at antallet af artikler om homoseksuelle publiceret i 00’erne er øget
med 391% sammenlignet med i 70’erne, hvorimod antallet af artikler publiceret om
transseksualisme kun er øget med 125% i samme periode.
Diagnoserne relateret til transkønnede udgør en stempling af transkønnede, der fører
til udgrænsning af gruppen. Det er muligt at tilbyde præcis den samme behandling
under allerede eksisterende betegnelser uden en sådan diagnose. Ligeledes fremgår
det, at en diagnose ikke er en betingelse for at der udføres forskning på området.
Diagnoser vedrørende kønsidentitet udgør dermed en overflødig registrering af
personers kønsidentitet, som bør bringes til ophør i følge Ministerkomitéens
anbefaling og vi opfordrer derfor til at diagnoserne vedrørende kønsidentitet
afskaffes.
Adgang til behandling
Det har været fremført, at adgang til behandling afhænger af, at der eksisterer en
diagnose, som transkønnede behandles under. Som det fremgår af ovenstående afsnit
er diagnoserne vedrørende kønsidentitet dog i praksis ikke nødvendige for at yde
behandling af transkønnede.
Som tidligere anført har Rikshospitalet i Norge udtalt, at behandling af transkønnede
er nødvendig for at forebygge udvikling af depression, angst, misbrug og
personlighedsforstyrrelser med videre (2). En metaanalyse viser, at
hormonbehandling fører til forbedret livskvalitet og reducerer psykiatriske symptomer
hos hen ved 80% af alle transkønnede (14). Socialstyrelsen i Sverige påpeger, at
mange undersøgelser af opererede transkønnede viser reduceret kønsmistrivsel,
forbedret psykologisk funktion, forbedret psykisk og seksuel sundhed, forbedret
livskvalitet og øget arbejdsførhed (19). Både AMA og WPATH har også udtalt, at der
er solid evidens for effekten af kønskorrigerende behandling for transkønnede
(15)(16). Et litteraturreview har vist, at antallet af selvmordsforsøg blandt
transkønnede falder fra 20% til 1% efter behandling (20). Der er således mange
grunde til at betragte kønskorrigerende behandling som både forebyggende og
sundhedsfremmende behandling.
Det skal bemærkes, at der i Danmark findes en lang række offentligt betalte tilbud
indenfor forebyggelse og sundhedsfremme, som ikke kræver at personen er
diagnosticeret som syg for at modtage dem. Et eksempel herpå er, at der tilbydes
hjælp til rygestop også til mennesker, som ikke allerede har udviklet KOL,
lungecancer eller andre følger af rygningen. Et andet eksempel på, at sundheds-
væsenet leverer ydelser til mennesker, der ikke i udgangspunktet betragtes som syge
er hele sundhedsplejeordningen.
Også udenfor det forebyggende og sundhedsfremmende område findes der eksempler
på, at sundhedsvæsenet leverer ydelser til mennesker, der ikke er syge. Som tidligere
nævnt har det indtil for ganske nyligt været muligt at blive steriliseret på det
offentliges regning uden at dette krævede en psykiatrisk diagnose. Den hjælp, der
ydes i forbindelse med gravides børnefødsler er et andet eksempel herpå.
Eksemplerne viser, som kommissæren for menneskerettigheder også påpegede, at en
diagnose ikke er nødvendig for at samfundet kan tilbyde sundhedsydelser (17).
Spørgsmålet om, finansieringen af ydelserne beror på sundhedspolitiske vurderinger.
Idet der er mange negative konsekvenser af diagnoserne vedrørende kønsidentitet
samtidig med, at der er solid evidens for den forebyggende og sundhedsfremmende
effekt af kønskorrektion opfordrer vi til, at diagnoserne vedrørende kønsidentitet
afskaffes og den nødvendige behandling i stedet tilbydes indenfor de relevante
enkeltdiagnoser.
LGBT Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Hans Christian Seidelin
Medunderskrivere
Nedenstående organisationer og enkeltpersoner har meddelt tilslutning til skrivelsen
Referencer:
Gransell L, Hansen H. Lige og ulige? - Homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår – udvidet rapport. Center for Altersnativ Samfundsanalyse, juni 2009. URL: s. 50. Nevropsykiatrisk undersøkelse ved transseksualisme. Rikshospitalet Norge, 2008. URL: Curtis RJ. The Lowdown on Progesterone. The London Gender Clinic, 2009. URL: s. 4. Veale JF. Prevalence of transsexualism among New Zealand passport holders. Australian & New Zealand Journal of Psychiatry, 2008 Oct;42(10):887-889. Nu kommer der kryds i passene. Berlingske Tidende, 26-12-2010, 1. sektion s. 4. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om pas mv., BEK nr 931 af 15/07/2010 i kraft 1. august 2010, Justitsministeriet. URL: Johansen M. Navneændring, email til Vibe Grevsen. Familiestyrelsen, 27. januar 2011. Mak W, Poon C, Pun L. Meta-analysis of stigma and mental health. Social Science & Medicine 2007;65:245–261. The ICD-10 for Mental and Behavioural Disorders Clinical Descriptions and Diagnostic Guidelines. World Health Organisation. URL: s. 168-170. Winthers K. Issues of GID Diagnosis for Transsexual Women and Men. GID Reform Advocates, 2007. URL Stenum H. At være underholdning i zoo. Politiken, 3. august 2008. URL: Principle 3 The Right to Recognition Before The Law i: The Yogyakarta Principles – The Application of International Human Rigths Law in relation to Sexual Orientation and Gender Identity. URL Cohen-Kettenis PT, van Goozen SHM. Sex Reassignment of Adolescent Transsexuals: A Follow-up Study J. Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry, 1997;36(2):263-271. URL:s. 2. Murad MH, Elamin MB, Garcia MZ, Mullan RJ, Murad A, Erwin PJ, Montori VM. Hormonal Therapy and Sex Reassignment: A Systematic Review and Meta-analysis of Quality of Life and Psychosocial Outcomes. Clinical Endocrinology, 2010;72(2):214-231. URL: Resolution: 122: Removing Financial Barriers to Care for Transgender Patients, American Medical Association House of Delegates, 2008. URL:pkt. 24. WPATH Clarification on Medical Necessity of Treatment, Sex Reassignment, and Insurance Coverage in the U.S.A. The World Professional Association for Transgender Health, Inc., 2008. URL:s. 3. Hammarberg, T. Human Rights and Gender Identity, 2009. URL: Recommendation CM/Rec(2010)5 of The Committee of Ministers to the Member States on meassures to combat discrimmination on the grounds of sexual orientation and gender identity. Council of Europe, 2010. URL: LGBT_docs/CM_Rec(2010)5_LGBT_en.pdf pkt. 19. Justitsministeriets oversættelse: http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/ministerkomitéens%20rekommandation.pdf Socialstyrelsen. Transsexuella och övriga personer med könsidentitetsstörningar - Rättsliga villkor för fastställelse av könstillhörighet samt vård och stöd, Socialstyrelsen. Sverige, 2010. URL:s. 16. Michel A, Ansseau M, Legros JJ, Pitchot W, Mormont C. The transsexual: What about the future? European Psychiatry, 2002;17:353-62. s. 355.

Source: http://www.transperson.dk/doc/Stop_sygelig.pdf